Danske Kræftforskningsdage samler 450 forskere, klinikere, patienter, patientforeninger og sundhedspolitikere under samme tag, hvor de skal debattere vilkårene for dansk kræftforskning og – behandling. Arrangementet bliver afholdt i Odeon Konferencecenter, Odense d. 30.- 31. august 2018, og er arrangeret i et samarbejde mellem Danish Comprehensive Cancer Center (DCCC) og DMCG.dk. Foto: Odeon Konferencecenter


Når Danske Kræftforskningsdage d. 30. og 31. august 2018 slår dørene op til landets største konference inden for kræftforskning- og behandling, er formålet at sætte fokus på og styrke samarbejdet på tværs af faggrupper, specialer og regioner. Danish Comprehensive Cancer Center (DCCC) og De Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG.dk) står bag konferencen.

Hvordan bliver vi endnu bedre til at samarbejde inden for kræftområdet? Hvordan omsætter vi hurtigere den nyeste kræftforskning til klinisk praksis? Og hvordan styrker vi den kliniske forskning, så patienterne får gavn af erfaringer, der allerede er gjort? Det er blandt andet nogle af de spørgsmål forskere, klinikere, patienter, patientforeninger og sundhedspolitikere skal diskutere på Danske Kræftforskningsdage, som bliver afholdt i Odense.

"Det er første gang, at så mange aktører inden for området er samlet og har mulighed for at dele viden og debattere vilkårene for dansk kræftforskning og –behandling. Det er i sig selv ret unikt", siger Anne Bukh, formand for styregruppen i DCCC, der blandt andet er sat i verden for at øge det nationale, tværfaglige samarbejde og sikre større vidensdeling på kræftområdet.

Arrangørerne bag konferencen ønsker, at den kan danne afsæt for at højne og ensarte kræftbehandlingen i Danmark. Håbet er at styrke det nationale samarbejde mellem basalforskning, klinisk- og epidemiologisk forskning samt det daglige kliniske arbejde.

"Danske Kræftforskningsdage er en del af en samlet indsats for at nedbryde nogle af de barrierer, der er og sikre, at forskningsresultater kommer den enkelte patient til gavn, så vejen fra forskning til klinik forkortes", fortæller Michael Borre, formand for DMCG.dk.

Udfordringerne skal løses i fællesskab

Programmet for dagene er sammensat, så det afspejler kræftområdet fra basalforskningen til den kliniske forskning og har både et nationalt og internationalt perspektiv. Det har også været vigtigt for arrangørerne at inddrage patienternes perspektiv, hvilket er særligt i fokus i torsdagens program. DCCC og DMCG håber, at det giver anledning til at debattere vilkår for dansk kræftforskning og –behandling.

"Med et arrangement som Danske Kræftforskningsdage har vi mulighed for at sætte det nationale samarbejde endnu mere på dagsordenen i det danske kræftlandskab", siger Anne Bukh.

Interessen for arrangementet har fra begyndelsen været stor. Arrangørerne fortæller, at 450 forskere, klinikere, patienter, patientforeninger og sundhedspolitikere er samlet de to dage, konferencen varer. 

”Det viser, at vi i Danmark har et stort fokus på kræftområdet og en lyst til at øge kendskabet til hinanden og til at få et større indblik i hele sammenhængen mellem forskningen og det daglige kliniske arbejde. Det er fantastisk, at så mange på tværs af specialer, faggrupper og regioner deltager", siger Michael Borre.

Yderligere oplysninger

Formand for styregruppen i Danish Comprehensive Center (DCCC), Anne Bukh, koncerndirektør, Region Nordjylland
Tlf.nr.: 40 62 26 96 (Kontakt evt. sekretariatschef DCCC, Louise Øhlenschlæger Livijn på tlf. 40 14 18 49 med henblik på koordinering af interview)

Formand for DMCG.dk, Michael Borre, professor, overlæge, Aarhus Universitetshospital
Tlf.nr: 29 612 713

 

Om DMCG.dk
DMCG.dk er sammenslutningen af de 24 Danske Multidisciplinære Cancer Grupper, der bl.a. arbejder med drift af kliniske databaser, udarbejdelse af kliniske retningslinjer samt fremme af vidensspredning og forskning på tværs af kræftområdet.

Adresse
DMCG-sekretariatet &
Sekretariatet for kliniske retningslinjer på kræftområdet
Olof Palmes Allé 15
DK-8200 Aarhus N