21.01.2018

Styrkelse af kvaliteten i dansk kræftbehandling

Kræftbehandlingen her i landet ligger allerede i dag på et højt fagligt niveau. Et stadigt tættere samarbejde mellem behandlerne på tværs af specialer og hospitaler udbygges nu med en ny fagligt dygtig kapacitet, der skal styrke koordineringen af arbejdet med at udvikle kliniske retningslinjer på kræftområdet.
Det bliver den 48-årige Henriette Lipczak, der får den vigtige opgave med at sikre en systematisk vedligeholdelse og udvikling af de nationale kliniske behandlingsretningslinjer og synergi til de nationale kvalitetsdatabaser på alle kræftområder.
 
Henriette Lipczak har beskæftiget sig med kvalitet og patientsikkerhed igennem længere tid. For ni år siden kom hun til Kræftens Bekæmpelse som afdelingslæge i kvalitetsafdelingen, senere overlæge og senest områdechef for Kvalitet og Patientsikkerhed. Hendes fokus har ligget på udvikling og kvalitet.
Fra den 1. september kommer Henriette Lipczak til at virke som overlæge i nyt centralt sekretariat, som RKKP og DMCG har etableret. De to grupper har desuden sammen med Danske Regioner og Kræftens Bekæmpelse her i foråret besluttet at etablere et Danish Comprehensive Cancer Center, der vil knytte forskning og klinisk praksis tættere sammen. De nye skridt skal føre dansk kræftbehandling endnu længere frem - til glæde for danske kræftpatienter.
 
- Jeg ser frem til arbejdet med at understøtte høj og ensartet kvalitet i kræftbehandlingen gennem udvikling og vedligeholdelse af de kliniske retningslinjer. Udsigten til samarbejdet med kræftlægerne og alle de mange andre dygtige medarbejdere i og omkring både RKKP og DMCG trækker i mig, og jeg glæder mig til at bringe mine erfaringer fra kræftområdet og kvalitetsarbejdet i spil i det  nye sekretariat, siger Henriette Lipczak.
 
- Med Henriette Lipczak får vores sekretariat en nøgleperson, som jeg ser meget frem til at skulle samarbejde med. Hun kender til kræftområdet og kvalitetsarbejdet nøje og vil fra sin centrale plads samle forskere og klinikere siger Jens Winther Jensen, læge, direktør for Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram.
 
- Vi har i DMCG haft et mangeårigt konstruktivt samarbejde med Henriette Lipczak i Kræftens Bekæmpelse. Det har været en helt igennem positiv oplevelse. Med hende som sekretariatschef på dette meget vigtige område er det lykkedes os at sikre en vigtig nøgleperson, som vi kræftlæger kan få nyttig viden, inspiration og støtte fra. Noget som vil komme kræftpatienterne til gode, siger Michael Borre, professor, overlæge, dr.med., ph.d., formand for Danske Multidisciplinære Cancer Grupper.

Ny blok test

Om DMCG.dk
DMCG.dk er sammenslutningen af de 24 Danske Multidisciplinære Cancer Grupper, der bl.a. arbejder med drift af kliniske databaser, udarbejdelse af kliniske retningslinjer samt fremme af vidensspredning og forskning på tværs af kræftområdet.

Adresse
DMCG-sekretariatet &
Sekretariatet for kliniske retningslinjer på kræftområdet
Olof Palmes Allé 15
DK-8200 Aarhus N