Vedtægter for Sammenslutningen af Danske Multidisciplinære
Cancergrupper (DMCG.dk)
-
Download vedtægter (pdf)
Definition
De danske multidisciplinære cancergrupper har taget initiativ til at
oprette samarbejdsgruppen: DMCG.dk.
Formål
DMCG.dk har som formål:
* at etablere samarbejde mellem de enkelte multidisciplinære
cancergrupper med henblik på at opnå ensartede retningslinier
for løsning af gruppernes opgaver. Anbefalingerne herom
specificeres i KOF-rapporten, april 2005 og er indarbejdet i
Kræftplan II (bilag 13): Gennemføre kliniske videnskabelige
protokoller - fremme koordinering af forskning - etablere
internationale kontakter og videnskabeligt samarbejde -
etablere biobanker egende til forskning - overvåge området og
udarbejde tidlig varsling - bidrage til videnspredning samt
bidrage til udarbejdelse af retningslinier for diagnostik og
behandling.
* at varetage rådgivning overfor andre instanser vedrørende de
multidisciplinære cancer gruppers funktioner og finansiering
* at varetage rådgivning overfor andre instanser om organisatoriske
forhold vedrørende den kliniske kræftforskning i
Danmark
Sammensætning
Sammenslutningen af Danske Multidisciplinære Cancergrupper består
af op til 3 repræsentanter for hver af de multidisciplinære cancergrupper,
udpeget af de enkelte grupper med funktionstid bestemt af
de enkelte grupper.
Medlemmerne af sammenslutningen vælger en formand og en sekretær.
For begge er valgperioden 2 år med mulighed for genvalg.
Valgperioden for formand og sekretær kan være sammenfaldne eller
forskudt 1 år. Ved formandens/sekretærens fratræden fortsætter
pågældende en 1-årig periode som henholdsvis formand/sekretær ex
officio.
Forslag til formand/sekretær skal skriftligt være den siddende
formand og sekretær i hænde 2 uger før det møde, hvor valget
foretages. Dette skal fremgå af referatet fra det forudgående møde,
herunder med oplysninger om, hvorvidt den siddende formand/
sekretær er villig til genvalg. Hvis der indkommer flere forslag til den
ledige post som formand/sekretær, foretages skriftlig afstemning
blandt udvalgets medlemmer. På hver stemmeseddel må maksimalt
opføres 1 forslag til henholdsvis formand og sekretær.
Mødeaktivitet
DMCG.dk mødes mindst 2 gange årligt i henhold til dagsordenen
udsendt af sekretæren minimum 1 uge før mødets afholdelse. Til
møderne kan udover udvalgets medlemmer også deltage andre
læger/statistikere eller andet akademisk personale fra de enkelte
grupper.
Arbejdsfordeling
Formand og sekretær udarbejder dagsorden, som med eventuelle
bilag udsendes af sekretæren. Sekretæren udarbejder et referat som
udsendes til medlemmerne, ordentligvis senest 2 uger efter mødets
afholdelse. De enkelte medlemmer har ansvar for at dagsorden og
referater videresendes til andre mødedeltagere i de respektive
grupper.
Det må tilstræbes, at beslutninger på møderne tages i enighed. Kan
enighed ikke opnås, afgøres sagen ved simpelt stemmeflertal (1 stemme
pr. gruppe).
Økonomi
Grupperne afholder udgifterne forbundet med deres mødedeltagelse.