Opfølgning af prostatacancer

1. Efter kurativ intenderet behandling skal patienterne følges rutinemæssigt med en sygdomsspecifik anamnese og test af prostataspecifikt antigen (PSA). Disse bør udføres tre, seks og tolv måneder efter behandlingen og derefter om muligt i form af shared care hos egen læge hver sjette måned indtil tre år og derefter årligt (B)

2. Ved mistanke om lokalt recidiv, bør der udelukkende foretages billeddiagnostiske undersøgelser, hvis disse har betydning for behandlingsplanlægning (A)

3. Anvend ikke rutinemæssigt billeddiagnostiske undersøgelser hos asymptomatiske patienter uden biokemisk recidiv (A)

4. Ved knoglesmerter eller andre symptomer på eventuel progression, bør restaging overvejes uanset PSA niveau (A)

5. Efter radikal prostatektomi betragtes en stigning i PSA til 0,2 ng/ml som biokemisk recidiv (B)

6. Efter strålebehandling betragtes PSA ≥ 2 ng/ml over PSA nadir som biokemisk recidiv (D)

7. Patienterne skal evalueres med henblik på effekt (PSA) og bivirkninger tre til seks måneder efter påbegyndt endokrin behandling (B)

8. Opfølgningsstrategien skal individualiseres ud fra sygdomsstadiet, tidligere symptomer, prognostiske faktorer og den givne behandling (D)

9. Ved M0-sygdom bør patienter følges hvert halve år med som minimum sygdomsspecifik anamnese og PSA-bestemmelse (B)

10. Ved M1-sygdom bør patienter følges med tre til seks måneders mellemrum, med som minimum sygdomsspecifik anamnese samt bestemmelse af PSA og anden relevant biokemi (B)

11. Efter kastration bør testosteronniveauet kontrolleres (A)

12. Mænd i kastrationsbehandling skal rådgives om vigtigheden af gennem en sund livsstil at opretholde en sund kropsvægt samt årligt at lade sig screene for diabetes og hyperkolesterolæmi (D)

13. Mænd skal især ved M1-sygdom rådgives om de kliniske tegn på rygmarvskompression (D)

14. Hos patienter med mistænkt progression skal testosteronniveauet vurderes mhp. kastrationsresistent prostatacancer (CRPC) (A)

15. Ved mistanke om sygdomsprogression (CRPC) skal opfølgningen individualiseres (D)

16. Ved M1-sygdom bør billeddiagnostik overvejes, hvis det har en behandlingsmæssig konsekvens (B)