Danske Kræftforskningsdage havde hele 184 posters som i modsætning til tidligere år lå på en online platform. DKD2021 Foto Rune Borre-Jensen.jpg

Foto: DKD 2021. Rune Borre-Jensen

Danske Kræftforskningsdage løb af stablen i august efter en ufrivillig pause grundet COVID-19.

Med Danske Kræftforskningsdage ønsker DMCG.dk og DCCC at skabe rammerne for mere vidensdeling og større samarbejde på tværs af faggrupper, specialer og regioner – til gavn for patienterne.
Årets program samlede knap 500 deltagere og var sammensat med et overordnet blik på forskning – klinik – fremtid, for at sætte fokus på hele patientens forløb og hele forskningskæden.

Posters

Danske Kræftforskningsdage kunne i år fremvise hele 184 posters, som i modsætning til tidligere år lå på en online platform i stedet for at være hængt fysisk op på konferencen.
Patient Reported Outcomes (PRO), social ulighed og aktuelle kliniske studier er de emner, som for alvor har trukket opmærksomhed til sig på den virtuelle postersession, hvor de mange posters ind til nu er set 6.000 gange.
"Vi var da spændte på, om den virtuelle platform overhovedet ville fungere. Og hvordan ville folk reagere på, at der i år ikke var fysiske posters på konferencen?
Jeg har heldigvis fået mange positive tilbagemeldinger, og det glæder mig, at vi i år kunne afvikle postersessionen virtuelt trods skiftende corona-restriktioner," siger Henrik Frederiksen.

Prisvindere af bedst formidlede poster

De to priser for bedst formidlede poster ved Danske Kræftforskningsdage 2021 gik til Elisabeth Solmunde og Mette Kielsholm Thomsen.
Vinderne blev fundet af et bedømmelsesudvalg, der ud over Henrik Frederiksen bestod af Andreas Sommerfeldt, der er ph.d. i kemi og nanoteknologi fra Aarhus universitet og tidligere i år vandt Informations ph.d.-cup, og Randi Munch Krogsgaard, der er patientrepræsentant i DCCC's styregruppe. Bedømmelsesudvalget har vurderet formidlingen fra tre forskellige og meget vigtige vinkler.

Elisabeth Solmunde fik prisen for en poster om stråleterapi mod brystkræft og risikoen for udvikling af lavt stofskifte.
"Elisabeth fik prisen for at have lavet en meget overskuelig poster med klart budskab om, at stråleterapi øger risikoen for lavt stofskifte ved brystkræft, særligt når man bestråler i nærheden af skjoldbruskkirtlen.
Få gennemgående farver og en god brug af piktogrammer til at forklare baggrunden og resultater – man forstår tydeligt, hvad der foregår," lyder blandt andet Andreas Sommerfeldts begrundelse for at pege på Elisabeth Solmunde som vinder af formidlingsprisen.

Læs mere om Elisabeths formidling og se den prisvindende poster her. 

Mette Kielsholm Thomsen fik prisen for en poster om screening for tarmkræft.

"Mette formår at formidle en svær matematisk problemstilling til et bredt publikum. Hun byder hun ind med en forbilledlig video, hvor problemstillingen rammesættes, og metode og resultater forklares i et roligt tempo på en engagerende og fortællende måde. Samtidig supplerer poster og video hinanden utroligt godt," siger formanden for bedømmelsesudvalget, professor og overlæge ved Syddansk Universitet Henrik Frederiksen.

Læs mere om Mettes formidling og se den prisvindende poster her.

Kræftens Bekæmpelses Juniorforskerpriser

I år uddelte Kræftens Bekæmpelse Juniorforsker priserne ved Danske Kræftforskningsdage.

Prisvinderne blev Lasse Kristensen fra Aarhus Universitet og Anders Rosendahl Korshøj fra Aarhus Universitetshospital.

Lasse Kristensen arbejder på at skabe større viden om, hvordan kræftceller får deres forskelligartede egenskaber, for at kunne tilbyde patienterne bedre diagnoser og behandlinger i fremtiden.

Læs mere om Lasses forskning hos Kræftens Bekæmpelse. 

Anders Rosendahl Korshøj får prisen på grund af sin forskning inden for hjernekirurgi. Han arbejder for at finde og udvikle nye teknologier til gavn for patienter med hjernekræft, særligt af typen glioblastom.

Læs mere om Anders' forskning hos Kræftens Bekæmpelse. 

Powerpoints

De mange lærerige oplæg fra dagene er tilgængelige for alle interesserede.

De kan findes under de enkelte programpunkter i programoversigten på dccc.dk. 

Danske Kræftforskningsdage 2022

I 2022 er Danske Kræftforskningsdage planlagt til den 25. og 26. august.

Arrangementet vil i 2022 blive afholdt på Comwell Kolding.
Tilmelding til arrangementet forventes at åbne primo maj 2022.


Vi glæder os til at sætte et stærkt nationalt samarbejde på kræftområdet på dagsordenen igen.