DMCG.dk’s formand, Camilla Qvortrup,  blev d. 15. januar, i forbindelse med offentliggørelsen af oplæg til Kræftplan V, inverviewet af DR.dk/nyheder om de vigtigste milepæle i de fire tidligere kræftpakker: Efter 25 år og fire kræftplaner: 'Tidligere kunne vi ikke være behandlingen bekendt. Det kan vi nu'.

Samme dag blev det faglige oplæg til Kræftplan V offentliggjort. Oplægget indeholder 11 anbefalinger, der særligt har fokus på at sikre et godt liv med og efter kræft. Oplægget skal danne grundlag for regeringens videre arbejde med Kræftplan V.  DMCG.dk’s betydning for indsatsen på kræftområdet ses tydeligt i  de mange omtaler i det faglige oplæg til Kræftplan V. Dette understreger DMCG.dk’s vigtige rolle i kræftbehandlingen og den faglige udvikling på området.

Den 17. januar bragte Ugeskrift for Læger en artikel om de forskellige reaktioner på oplægget. DMCG.dk’s formand deltager aktivt i debatten og fremhæver i artiklen, at oplægget indeholder mange positive elementer, men at der fortsat mangler en bredere prioriteringsdebat.

Forebyggelse og data er afgørende

En af de største udfordringer i Kræftplan V er den forventede stigning i antallet af kræfttilfælde. Selvom forebyggelse oprindeligt ikke var en del af kommissoriet, er DMCG.dk glade for, at Indenrigs- og sundhedsministeren har bekræftet, at det alligevel vil blive en del af den endelige plan – især med fokus på tobaksrygning, som er en væsentlig risikofaktor.

Derudover understreger DMCG.dk’s formand, at brugen af sundhedsdata er essentiel for at sikre kvalitet og udvikling i kræftbehandlingen. DMCG.dk efterlyser en national dataplatform, der kan skabe bedre adgang til sundhedsdata på tværs af sektorer. Data er afgørende for at kunne måle effekten af nye tiltag og sikre den bedst mulige behandling for kræftpatienter.

Læs artiklen her: https://ugeskriftet.dk/nyhed/blandet-modtagelse-af-kraeftplananbefalinger