1. Ved mistanke om forstadier til peniscancer, penil intraepithelial neoplasi (PeIN), anbefales det ud fra ekspert konsensus at foretage en objektiv undersøgelse med inspektion af genitalier og lysker samt en eller flere biopsier fra de suspekte områder (D)
2. Det vurderes på baggrund af ekspert konsensus at alle patienter med penil intraepithelial neoplasi (PeIN), skal henvises til dermatologi (eller urinvejskirurgi) på højt specialiseret center med henblik på udredning og behandling (D)
3. Det vurderes på baggrund af ekspert konsensus at penisbiopsi kan udføres af henvisende instans (D)
4. På baggrund af ekspert konsensus anbefales knivbiopsi frem for stansebiopsi, men hvis stansebiopsi anvendes, anbefales biopsien at repræsentere læsionens dybdevækst og hvis muligt tilstødende normalvæv (D)
5. Det vurderes på baggrund af ekspert konsensus at excisions-biopsi (komplet fjernelse af mindre læsion ved biopsi) kan anvendes ved mindre læsioner (D)
6. Det anbefales ud fra ekspert konsensus at biopsien sendes suturmarkeret til patologiafdelingen sammen med markering på figur, såfremt det er muligt ift. størrelsen på vævsprøven. Dette gør det nemmere for patologen at rapportere præcist vedr. anatomi og resektionsrande (D)
7. Det anbefales baseret på ekspert konsensus at anvende WHO anerkendt nomenklatur (D)
8. Det anbefales baseret på ekspert konsensus, at histologi revideres af erfaren uro- eller dermatopatolog (D)
9. Der anbefales ud fra ekspert konsensus, fotodokumentation før og efter behandling samt ved nytilkomne læsioner (D)