Foto: Jesper Balleby

I en nyligt udgivet artikel i Dagens Medicin markeres DMCG.dk’s 20-års jubilæum og de markante fremskridt, der er opnået i dansk kræftbehandling gennem to årtiers målrettet indsats.
Siden etableringen har de nu i alt 25 multidisciplinære cancergrupper under DMCG.dk, arbejdet for at etablere samarbejder på tværs og levere behandling af høj og ensartet kvalitet for patienter i hele landet.

Professor Michael Borre, der nu afslutter sin periode som formand for DMCG.dk, reflekterer over udviklingen:

  • "Vi har de senere år opnået markante forbedringer i kræftbehandlingen i Danmark, som har medført bedre overlevelse og løftet behandlingen til et niveau, der er sammenligneligt med vores nabolande.
    Forbedringerne er bl.a. et resultat af kræftplaner og kræftpakker med fokus på implementering af nyeste viden, specialisering samt hurtige og velkoordinerede forløb."

Gennem to årtier har DMCG.dk stået centralt i arbejdet med landsdækkende kliniske retningslinjer og kvalitetsdatabaserne, og har haft fokus på datadrevet kvalitetsudvikling.
Det er imidlertid organiseringen af fagligheden i de 25 multidisciplinære cancergrupper, som har været hjørnestenen i DMCG.dk's arbejde.
Denne struktur har skabt rammerne for samarbejde på tværs af specialer og regioner og har nedbrudt den silo-tænkning, som tidligere udfordrede kræftbehandlingen.
Herunder har styrket sammenhæng i patientforløbene og de multidisciplinære team-konferencer (MDT) været afgørende for at sikre kræftpatienterne det bedst mulige forløb.

En tak til Michael Borre og et blik mod fremtiden

På generalforsamlingen den 28. november træder Michael Borre tilbage som formand for DMCG.dk efter mange års dedikation og betydelig indsats.
Michaels visionære lederskab og politiske tæft har været med til at sikre DMCG’ernes centrale rolle i dansk kræftbehandling.

Jens Winther Jensen, direktør for Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut, ser også frem til det fortsatte samarbejde med DMCG.dk:

  • "Ved at løfte i flok har DMCG opnået imponerende resultater for kræftpatienter. Vi glæder os til at fortsætte det fantastiske samarbejde i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut ved at understøtte den fortsatte kvalitetsudvikling med vigtig viden fra de kliniske kvalitetsdatabaser, kliniske retningslinjer og vurderinger af behandlinger og indsatser i det danske sundhedsvæsen."

Resultater, der gør en forskel

De seneste 20 år har kræftoverlevelsen i Danmark flyttet sig markant. Dette er resultatet af en fælles indsats på tværs af sundhedsvæsenet, hvor kræftplaner, kræftpakker og DMCG.dk's arbejde med at samle ekspertise og dele viden har været i centrum.
Som professor Michael Borre fremhæver:

  • "DMCG’ernes indsats har ikke kun bidraget til at forbedre overlevelsesraterne, men også til at sikre, at kræftpatienter i Danmark får behandling på højt specialiseret niveau baseret på den nyeste viden."

DMCG.dk ser frem til at bygge videre på denne stærke tradition for samarbejde og innovation, og fortsat være en drivkraft for bedre kræftbehandling i Danmark.

Læs hele artiklen i Dagens Medicin her: 20 års jubilæum: Multidisciplinært samarbejde har brudt siloerne i dansk kræftbehandling ned